4. august 2023
Vi har i mange år i samarbejde med Frederikssund Kommune deltaget i ”Sommeraktiviteter for børn”. Det gjorde vi også i år, nemlig den 4. august, hvor vi inviterede børn og barnlige sjæle til at komme i Den gamle Smedje mellem kl. 11 og 15.
Vi var klar med ild i essen, bål fad til at bage snobrød og skumfiduser og grillen var tændt, så vi kunne byde på grillede pølser med brød og vi havde også indkøbt saftevand til børnene og kaffe til de
medfølgende forældre/bedsteforældre. Vores spillemænd var også til stede og spillede musik, der passede til aldersgruppen.
Helle Larsen, vores bestyrelsessuppleant, var klar med sin drejebænk, hvor hun lavede snurretoppe til alle de børn, der desværre ikke mødte op. Til gengæld kunne de voksne glæde sig over de smukke ting, som
Helle havde drejet i forskellige træsorter.
Det er lidt afhængigt af vejr og vind hvor mange, der kommer på dagen, nogle gange har det været 8-10 børn og en del voksne og andre gange mange flere, det højeste antal har været ca. 80-100 børn og voksne.
Den 4. august 2023 bliver med sikkerhed det arrangement med færrest deltagere nogensinde, der kom nemlig kun 1 barn og 1 voksen. Sædvanen tro havde vi lagt et stort forarbejde i det, så skuffelsen var stor og lige nu har vi ingen lyst til at gentage ”succesen” næste år. Det må dog siges, at vores enlige barnegæst, en sød dreng, var meget stolt over, at han havde smedet en ting, som han stolt viste frem.
Bestyrelsen og de aktive i smedjen var naturligvis mødt op, så det endte med, at arrangementet blev til ”Sommeraktiviteter i børnehøjde”, idet de voksne satte sig om bålfadet og lavede snobrød og havde det vældig sjovt.
Gode links
Lokalhistorisk Forening for Slangerupegnen
Kongensgade 23,
3550 Slangerup
Tel.: 2099 5435
info@slangeruphistoriskforening.dk
Historisk Forening holder åbent på Arkivet, Kongensgade 18:
Mandag fra kl. 10 - 12
Arkivets leder er på Arkivet: Torsdag fra kl. 13-17
Tel.: 4735 2372